Kompetencefonden

Når du ønsker at komme på et kursus- eller uddannelsesforløb, kan din arbejdsgiver få dækket udgifterne gennem kompetencefonden. Foden dækker udgifter til både løn, undervisning, materialer, transport og eventuelt ophold.

Som en del af DM-HK/Privat overenskomsten har du ret til 10 dages uddannelse efter eget valg per år. Tag en snak med din arbejdsgiver om de kurser- og uddannelsesforløb, du kunne tænke dig at deltage på. Inden du starter på uddannelsen, skal din arbejdsgiver søge penge fra kompetencefonden.

Kompetencefonden dækker udgifterne til kursus og efter- eller videreuddannelse, når følgende krav er opfyldt:

  • Din arbejdsgiver skal søge om midler fra kompetencefonden senest 14 dage før kursusstart
  • Kurset eller uddannelsen skal være indenfor overenskomstens område
  • Kursus- eller uddannelsesforløbet skal være selvvalgt eller aftalt

Selvvalgt eller aftalt uddannelse

Overenskomsten giver dig ret til 10 dages selvvalgt uddannelse hvert år inden for den branche eller det område, du er ansat. Når du har fundet den uddannelse, du gerne vil tage, skal du aftale med din virksomhed, hvornår du er væk. Dine uddannelsesdage skal planlægges under hensyntagen til virksomhedens produktion.

Har du brug for mere end 10 dage om året, f.eks. for at gå i gang med en hel akademi- eller diplomuddannelse, skal det aftales med din arbejdsgiver, og I skal sammen lave en uddannelsesplan om aftalt uddannelse. Du kan bruge op til 20 dage om året i en 3-årig periode for at gøre det aftalte uddannelsesforløb færdig. Du kan ikke bruge selvvalgt uddannelse i samme periode.

Du kan gemme uddannelsesdage

Bruger du ikke alle dine uddannelsesdage i løbet af året, har du mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at du gemmer dage og tager et længere uddannelsesforløb. Du kan gemme 5 dage pr. år, dog max. 25 dage i alt.

 

Se videoerne og få svar på dine spørgsmål:

Hvorfor efteruddannelse?

Se videoen her

Inspiration til efteruddannelse

Se videoen her

Kend dine uddannelsesrettigheder

Se videoen her